Create Cph er blevet til Create Together.
Nogle beslutninger træffer vi med hovedet, andre med hjertet. Og så er der dem, vi mærker så dybt i kroppen, at vi til sidst ikke har andet valg end at handle på dem.
Sådan har det været med Create Together.
Måske har du allerede set det nye navn. Måske har du undret dig over, hvorfor jeg har valgt at ændre noget, der fungerede. Sandheden er, at det slet ikke føles som en ændring. Tværtimod føles det som at komme hjem.
Domænet Create Together købte jeg allerede tilbage i 2022. Flere gange har jeg haft det fremme og tænkt, at det skulle bruges til et andet projekt. Men hver gang blev det liggende. Som om det ventede på det helt rigtige tidspunkt. I dag ved jeg hvorfor.
Det var aldrig meningen, at Create Together skulle være noget andet. Det var meningen, at det skulle være det næste kapitel.
Jeg har efterhånden lært, at når noget ikke længere føles i alignment, så kan jeg ikke tænke mig ud af det. Jeg kan forsøge at holde fast, fordi det er trygt, fordi det fungerer, eller fordi andre forventer det. Men den følelse bliver ved med at banke på, indtil jeg lytter. Hver eneste gang jeg har gjort det, er jeg blevet belønnet med mere energi, mere ro og et langt større flow i både mit liv og min virksomhed.
Det er heller ikke første gang, min virksomhed transformerer sig.
Da jeg startede som selvstændig for snart syv år siden, var mit univers sort, hvidt og meget grafisk. Senere kom mine farverne, som føltes langt mere levende og ærlige. Sommerfuglen blev en del af mit brand - et symbol, der betyder så meget for mig, at jeg endda har designet en helt personlig ring med den. Sidste år kunne jeg pludselig heller ikke mærke mig selv i mine egne tekster. De passede ikke længere til den, jeg var blevet, og derfor blev de skrevet om.
Og nu er tiden kommet til navnet.
Create Cph har været en stor del af min rejse, og jeg kommer altid til at være taknemmelig for alt det, navnet har rummet. Fundamentet er det samme, og det er min passion også. Men Create Together føles langt mere ærligt. Mere feminint. Mere blødt. Mere levende.
Jeg tror stadig på, at de stærkeste brands skabes indefra. Jeg tror på, at et brand skal kunne mærkes, før det kan ses. Og jeg tror på, at de bedste løsninger opstår, når strategi, intuition og kreativitet får lov til at mødes.
Det er præcis dét, Create Together betyder for mig.
Det beskriver ikke bare, hvad jeg laver. Det beskriver den måde, jeg arbejder på.
Jeg skaber ikke brands alene. Jeg skaber dem sammen med mennesker. Sammen finder vi ind til virksomhedens DNA, værdier og fortælling. Sammen skaber vi hjemmesider, visuelle identiteter og branduniverser, der føles autentiske, og som tiltrækker de mennesker, de er skabt til.
Jeg oplever, at tiden kalder på noget andet end perfektion og masker. Jeg tror, vi længes efter mennesker og virksomheder, der tør stå autentisk frem og vise, hvem de er. Det er også det valg, jeg selv har taget.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så føles det både VILDT og en lille smule SKRÆMMENDE. For hver gang vi vælger at vise mere af os selv, slipper vi også noget af kontrollen. Men jeg har erfaret, at det altid er dér, de største transformationer begynder. Når vi tør give slip på det, der engang føltes rigtigt, skaber vi plads til det, der føles endnu mere rigtigt.
Så velkommen til Create Together.
Tak fordi du følger med. Tak fordi du hepper. Og tak fordi du er en del af min rejse.
Jeg glæder mig til alt det, vi skal skabe. Sammen.